Februarhilsen 4. b 2006

 

Jeg starter denne gang med en stor opfordring til at besøge klassens hjemmeside!

Vi sluttede jo vores forrige emne af med at alle elever fik skrevet et eller flere eventyr, hvor de skulle vise, at de havde lært de forskellige eventyrtræk at kende.

Eventyr skal jo som bekendt læses eller fortælles, så vi besluttede at invitere os selv på besøg i 1. klasse. Det blev et glædeligt gensyn med Anette og en hyggelig time med oplæsning af egne eventyr og med ivrige lyttere fra 1. klasse. Der er billeder på vores hjemmeside.

Eleverne fik i den forløbne periode læst og bearbejdet 7 – 8 forskellige eventyr i fællesskab. Der blev desuden tilsammen læst cirka 120 eventyr og skrevet 35 – 40 af eleverne, så vi var meget aktive.

Vi var så heldige, at vi et par gange i forløbet fik besøg af Joan Henriksen. Joan er jo vores afdelingsleder, og hun benyttede på denne måde en lejlighed til at lære børnene at kende. Det var alle rigtig glade for.

 

På hjemmesiden er vores ugeplan for uge 8 – 14 blevet opdateret. Det sker jo som forhåbentligt bekendt 5 – 6 gange om året. Hvis man ikke selv har mulighed for at se den, må eleverne printe den ud på skolen.

Vi starter igen med diktat hver onsdag, så nu er det med at huske at træne ordene, få lavet opgaverne og endelig få rettet evt. fejl.

Vores store emne i den kommende tid bliver et emne omkring Astrid Lindgren og hendes forfatterskab. I de første par uger har vi været så heldige at få skaffet nogle Astrid Lindgren miljøer fra Amtscentralen. Jeg tror børnene vil være optaget af det, og I får mulighed for at kikke med i forbindelse med  skole / hjemsamtalerne den 9. marts.

I har mulighed for at se en udførlig beskrivelse af vores emne i forlængelse af februar -månedsbrevet på klassens hjemmeside.

 

Klassen læser indtil påske forskellige Astrid Lindgren bøger på skolen og hjemme. Der vil blive små skriftlige opgaver samt opgaver i forbindelse med bøgerne.

Disse lektier vil blive til mandag + fredag. Lektier skrives stadig på tavlen!!

Eleverne skal stadig læse mindst et kvarter hver dag. De skal udfylde og aflevere en oversigt til mig hver anden uge. I skal huske at skrive under og meget gerne opmuntre børnene til denne fortsatte meget vigtige læsning.

 

Christa

 

Tilmelding til skolehjemsamtale den 9. marts:

 

__________________________________________________________________________

 

 

Elevens navn:______________________                       Underskrift:____________________________

 

 

 

Jeg / vi kan komme mellem

14.45 – 16.00

 

16.00 – 17.00

 

17.00 – 18.00

 

18.00 – 19.00

 

19.00 – 20.00

 

 

 

Børnene bedes aflevere tilmeldingen senest den 3. marts, og de vil få besked med hjem om endeligt tidspunkt den 6. marts. Sæt venligst så mange kryds som muligt..

 

 

 

----------------------------------------------------------------------------------------------

 

 

Astrid Lindgren – et forfatterskab

4. klasse 2006

 

UGE 8 – 14

- dog afbrudt af renæssanceugen i uge 11

 

 

Indhold og materialer

6 forskellige oplevelsesrum fra Amtscenteret for undervisning i Viborg Amt.

(opstilles i uge 8 – pilles ned i uge 11)

Oplevelsesrummene dækker nedenstående områder.

Astrid Lindgrens forfatterskab:

( Astrid Lindgren sange, Tjulahop – spil, Lindgrens liv og bøger / på svensk, video, forfatterweb, internetsider om Astrid Lindgren og hendes forfatterskab ) KLOGETRÆ

Emil fra Lønneberg: Træ – eller grenstumper til træmænd m.m.

Pippi Langstrømpe: Gulvtæpperester / måtter til jorden er giftig

Brødrene Løvehjerte: Forhindringer til Katlagrotten

Ronja Røverdatter: Materialer til fremstilling af rumpenisser. Båndoptager til forårsskrig..

Suser min lind, synger min nattergal: Puder, tæpper, båndoptager

Forskelligt udvalg af Astrid Lindgren bøger til et litterært Astrid Lindgren læsekursus.

Forskellige film og spil.

Undervisningsmål og fagligt indhold

  • Eleverne skal opnå et bredt kendskab til Astrid Lindgrens forfatterskab.
  • Eleverne skal få lyst til på egen hånd at udforske Astrid Lindgrens univers
  • Eleverne skal lære ligheder og forskelle mellem svensk og dansk i betydning, udtale og stavning
  • Elevernes læselyst og læsekompetence skal udvikles og konsolideres i forbindelse med den selvstændige læsning
  • Eleverne skal lære informationssøgning i bøger, på bibliotek + internet
  • Eleverne skal bruge deres fantasi og indlevelsesevne
  • Eleverne skal inddrage egne erfaringer i forbindelse med litteraturlæsningen.
  • Eleverne skal opnå færdighed i samarbejde parvis eller i grupper / på tværs af årgangen.
  • Eleverne skal blive opmærksomme på forholdet mellem illustrationer og tekst, og at de skal kunne  give udtryk for disse forskelle.
  • Eleverne skal  røres og berøres af Astrid Lindgren, og at de skal føle sig genkendt i hendes figurer..
  • Eleverne skal bruge alle intelligenser i forbindelse med arbejdet, og det er et mål, at de har det sjovt og får  leget og lært sig til  en stor del af færdighederne jf. nedenstående.

 

Vi legede og legede og legede, så det var mærkeligt, at vi ikke legede os ihjel,” skriver Astrid Lindgren i sine erindringer.

 

Vigtige faglige felter i arbejdet.
  • begrebet forfatterskab
  • tema og budskab
  • symboler og miljøskildring
  • synsvinkel og fortælleforhold
  • personkarakteristik og personrelationer
  • stemning og sansning
  • meddigtning
  • tolkning og perspektivering
  • at lytte til oplæsning
  • indholdslæsning og nærlæsning
  • forhold mellem afsender, modtager og situation
  • klassesamtale, gruppedrøftelse
  • oplevelse og analyse af film

Organisationsformer – og arbejdsformer / arbejdsplaner.

De to – tre  første uger vil vi bruge meget tid i SANSERUMMENE.

I forbindelse med disse rum skal der arbejdes med nedenstående områder.

Der arbejdes i perioder på tværs af klasserne, så eleverne får så meget udbytte af sanserummene som muligt.  Eleverne opdeles i grupper, så de på skift når alle sanserum.

Eleverne læser og skriver i klassen / på computeren/ i grupper samt oplever i sanserummene.

 

Til eleverne:

Du skal læse og lære om Astrid Lindgren i forskellige sanserum alene og sammen med kammerater

Du skal læse forskellige bøger af Astrid Lindgren ( Litterært læsekursus)

Du skal lave forskellige opgaver i forbindelse med din læsning. Nogle opgaver laves parvis, andre i grupper og atter andre laves alene.

Du skal høre historier og musik og se film.

Du skal klæde dig ud og lege

Du skal skære træmænd og skrive i Mor Almas blå stilehæfte

Du skal fortælle om dine egne skarnsstreger, og du kan lægge et Emil puslespil

Du skal rette Pippis brev og skrive løgnehistorier

Du skal regne plutifikation og danse til ” Her kommer Pipppi …

Du skal ”løfte en hest på tid”og lege jorden er giftig..

Du skal måske vende pandekager i luften..

Du skal lege en tingfinderleg og vise og fortælle om tingene

Du skal skrive et nyt kapitel om Pippis oplevelser..

Du skal være direktør på et forlag, der udgiver børnebøger..

Du skal sende hemmelige breve med ”brevduer” og med email mellem Kirsebærdalen og Rosendalen.

Du skal befri Orvar fra Katlagrotten ( labyrint), skrive om din tur i grotten og løse opgaver parvis eller i grupper

Du skal bygge Mattisborgen og lave rumpenisser samt optage dit forårsskrig på bånd..( udendørs TAK)

Du skal i et puderum høre historien ” Suser min lind ” ledsaget af et musikstykke.

Du skal finde kloge, smukke, spændende citater til et fælles klogetræ

Du skal lave quiz, tipskupon, fup eller fakta eller jeopardy, så du kan teste dine kammerater og se, hvor godt et kendskab de har fået til Astrid Lindgren og hendes forfatterskab.

Du skal høre og læse svensk samt tegne svenske frimærker med Astrid Lindgren figurer

 

Evaluering af elevernes læring

Løbende og afsluttende evaluering med blandt andet:

 

  • Udstilling i klassen af bøger, film, spil, Pippikludedukker, Emilkasketter, hr. Nielsonaber m.m.
  • Citatquiz – spørgeleg lavet af og for børnene selv .. Hvad ved vi nu?
  • Klogetræet
  • Skriv et postkort til Pippi, hvor du fortæller hende om noget du synes er vigtigt for børn i dag. Postkortet skal selvfølgelig også have et flot billede.
  • Planche om Astrid Lindgrens forfatterskab
  • Sverigeskort i klassen med billeder og tekst om de steder Astrid Lindgren har boet og hvor hendes bøger foregår
  • Tankeskrivning ud fra flg. oplæg: - Hvad husker du tydeligt fra forløbet?

                                                              - Er der noget af det du har lært, som er særlig vigtigt?

-                                                             - Hvad klarede du bedst undervejs?

 

Evaluering af undervisningen

Har klassernes arbejdsindsats været tilfredsstillende?

Hvordan er det gået med samarbejdet? Eleverne imellem – klasselærerne imellem!

Har der været udfordringer til alle elever, og har vi lærere hjulpet hinanden med forberedelserne?

Har det været SJOVT for både børn og voksne, og har vi brugt hinanden fornuftigt?

Praktisk organisering? 60 børn – har vi nok materiale? Har vi været gode til at give hinanden ideer?

Fælles Klogetræ..